Undervisere

Vores team

Lær din underviser at kende

Hver underviser bringer en unik kombination af erfaring, ekspertise og kærlighed til dansen, hvilket sikrer, at vores elever får den bedste undervisning. Uanset om du er nybegynder eller øvet, er vores undervisere her for at guide dig gennem din danse-rejse med entusiasme og professionalisme. Mød teamet, der gør danseskolen til et inspirerende sted at være!

Simone Filthuth Nøhr-Petersen

Indehaver & underviser

Simone er indehaver og daglig leder hos DCT DANS.

Efter mange års erfaring indenfor danseundervisning og pædagogik valgte Simone at starte sin egen danseskole op i 2019 med fokus på danseglæde fremfor alt andet.

Simone har danset i 20 år, og undervist i 13 år og er altid smilende, positiv og imødekommende.

Hun har stort fokus på at alle hendes elever har et smil på læben når de danser, samtidig med at de lærer en masse, som de vil kunne bruge mange år frem. 

Simone har været en aktiv konkurrencedanser og vundet flere mesterskaber. Hendes seneste bedrift er hendes dansehold som vandt sølv til DM og dermed kvalificerede sig til VM.

Hun er uddannet danser hos Broadway Dance Center i New York og har optrådt for navne som Kato, OneRepublic, Emmelie De Forest, Malte Ebert (Gulddreng), Alphabeat, Casper Christensen, Martin Brygmann, mm.

Simone underviser hver mandag i Stenløse.

Yasmin Filthuth

Underviser

Yasmin er 23 år, og vil i sæson 26/27 undervise fuldtid på danseskolen i både Hvidovre og Stenløse.

Yasmin har været hjælpepige i mange år på Simones børnehold.

Yasmin er også Simones søster, og er derfor blevet lært grundigt op i børnenes forståelse for musik og dans og ved lige hvad hun skal gøre hvis et barn har brug for hjælp.

Yasmin fortæller at det bedste ved at være instruktør er at se hvordan eleverne folder sig ud og hun er altid klar på at få et kram eller en high-five med på vejen.

Det vigtigste i Yasmins undervisning er at børnene altid har det sjovt, imens de lærer at danse.

Yasmin glæder sig til at tage imod dansebørnene i Hvidovre & Stenløse.

Yasmin underviser hver tirsdag og torsdag i Stenløse samt hver onsdag og fredag i Hvidovre.

Sisse Mikkelsen

Underviser & kontor

Sisse, der er certificeret og eksamineret yogalærer, arbejder også på DCT DANS-kontoret, hvor hun besvarer opkald og mails. 

“Mit første møde med yoga var i 2008. Jeg har siden fast dyrket yoga og kan ikke undvære det fysiske og mentale velvære (og overskud), som yoga giver mig.

Du skal ikke være smidig for at dyrke yoga hos mig, men du vil langsomt opbygge smidighed, styrke og balance ved en regelmæssig praksis. Alle kan deltage i mine yogaklasser – også hvis du aldrig før har prøvet yoga. Mit udgangspunkt er, at vi alle er bygget forskelligt og lever forskellige liv. Vi har dermed hver især vores unikke forudsætninger. Dette forsøger jeg at tage hensyn til, når jeg guider mine elever. 

Det betyder meget for mig, at mine elever føler sig velkomne, og at de går fra mine klasser med en god oplevelse.”

Sisse underviser hver tirsdag vores hatha yogahold for voksne i Stenløse og står for afholdelse af vores yoga events. 

Nanna Petersen

Underviser

Nanna er 23 år og har danset siden hun var helt lille og bliver kun gladere og gladere for dansen, for hver dag der går.

Nanna har i flere år arbejdet målrettet med at udvikle dansere på højt niveau. Hun har bl.a. ført sit formationhold til både Danmarksmesterskabet og Sjællandsmesterskabet, hvor holdet har opnået flotte førstepladser ved begge mesterskaber.

Derudover har Nanna ført elever til finalen ved både Europamesterskabet og Verdensmesterskabet, og hun har stor erfaring med at udvikle dansere hele vejen fra begynderniveau til toppen af EM og VM.

Nanna går meget op i at skabe et miljø, hvor eleverne både bliver udfordret og støttet. Hun tror på at presse sine elever til at nå deres fulde potentiale, altid med en kærlig tilgang, hvor tryghed og udvikling går hånd i hånd.

Hendes passion for dans har altid været enorm, og hun brænder for at give den videre til sine elever. For Nanna er det vigtigste at se sine dansere vokse, udvikle sig og nå deres mål.

Nanna underviser hver mandag i Stenløse og hver torsdag i Hvidovre.

Kathrine Ermark Koch

Underviser

Kathrine er discoinstruktør i Stenløse.

Hun har danset siden hun var 6 år, og været en aktiv konkurrencedanser i disco indtil 2018, hvor hun deltog i Europamesterskaberne.

Kathrine lægger meget vægt på at dans skal være sjovt og hårdt, samtidig med at eleverne lærer disciplin, korrekt teknik, smidighed og bliver udfordret.

Kathrine fortæller “i mine timer er der både plads til sjov og fjollerier, samtidig med at der er seriøsitet og fokus. Jeg glæder mig til at videregive min danseglæde til en masse dejlige børn!”

Kathrine underviser hver onsdag og torsdag i Stenløse.

Amalie Larsen

Underviser

Amalie har været ansat hos DCT DANS i mange år og arbejder til dagligt i 3F.

Amalie har danset mange forskellige stilarter igennem mange år. Hun har blandt andet danset Showdance, girly style, Zumba, Dancehall og mange andre stilarter.

Hun har desuden taget en Hit Fit uddannelse i januar 2020.

“Det bedste ved at danse er, at man altid får et smil frem på læben, det gør jeg i hvert fald altid, både når jeg selv danser, men også når jeg ser andre danse.

Jeg holder utrolig meget af at hjælpe og understøtte børn, og er altid klar til at give et ekstra kram, til dem der har brug for det.”

Amalie underviser hver mandag og søndag i Stenløse samt hver torsdag i Hvidovre.

Laura Esmark Kristensen

Underviser

Laura har danset siden hun var 4 år gammel og har altid været helt forelsket i dansen!

Laura startede med at undervise i 2017. Ved undervisningen finder hun en masse glæde og hun nyder at lære fra sig, samt at give hendes elever den danseglæde videre, hun selv har.

Laura har erfaringer med en masse forskellige stilarter heriblandt klassisk ballet, moderne, jazz, showdance, musical teater, hiphop, house m.m.

Hun er uddannet hos Central Musical Theatre School I 2022 og I 2023 blev hun færdig på Stepz Danseuddannelse, hvor hun har erfaret sig indenfor mange flere stilarter, samt forbedret og fornyet sin viden indenfor de stilarter hun allerede har kendt.

Laura elsker at arbejde med det tekniske i timerne og går op i at hendes elever lærer hvordan de kan forbedre deres trin bedst muligt. Hun holder dog ligeså meget af at lave nye, sjove og udfordrende koreografier, hvor hun virkelig kan se en udvikling og danseglæde hos eleverne.

“Det allervigtigste for mig i mine timer er, at eleverne får noget ud af det og kommer hjem med nye erfaringer. Endnu mere vigtigt at eleverne føler sig trygge i mine timer og kan gå hjem med et kæmpe smil på læben og glæde sig til ugen efter. Dansesalen skal være et rum for alle og der skal være plads til grin, kram og en masse sjov dans!”

Laura underviser hver mandag i Hvidovre og hver tirsdag i Stenløse.

Lisbeth Fjorbak

Underviser

Lisbeth arbejder til dagligt som kommunikationskonsulent på Herlev Hospital og bor i Ølstykke med sin mand og 3 børn. Hun har danset siden hun var 3 år gammel og er tidligere konkurrencedanser i flere forskellige stilarter, hvor hun har vundet mange mesterskaber.
Lisbeth er uddannet danser fra Copenhagen Dance Space, hvor hun er blevet trænet af nogle af de bedste instruktører fra både ind- og udland. Derudover har hun medvirket i musikvideoer og flere danseforestillinger.

Hun har mange års erfaring som underviser og elsker at dele sin danseglæde med andre. Lisbeth lægger desuden stor vægt på, at man er skadeforebyggende som underviser og prioriterer danseteknik i sine timer.

“I mine undervisningstimer er det vigtigt, at der er plads til at have det sjovt i kærlige rammer, samtidig med, at man kan udvikle sig kreativt som danser. Jeg går op i at skabe en hyggelig atmosfære i mine timer, hvor alle føler sig velkommen, og hvor der er plads til at få et frirum fra dagligdagen.”

Lisbeth underviser hver onsdag i Stenløse.

Sophie Mortensen

Underviser

Sophie er 22 år og har danset siden hun var 3 år gammel. Gennem årene har hun opbygget et solidt teknisk fundament inden for en bred vifte af stilarter. Hun er en alsidig danser med primært fokus på hiphop og commercial, men henter også inspiration fra blandt andet afro, house og contemporary.

Sophie har erfaring fra både sceneoptrædener, konkurrencer og koreografisk arbejde. Hun har desuden medvirket i musikvideoer og forskellige danseprojekter samt optrådt i forskellige sammenhænge, herunder i et projekt med Steen Koerner.

Sophie er ny instruktør hos DCT og glæder sig til at dele sin passion for dansen. 

Som underviser er Sophie smilende, engageret og nærværende. Hun lægger stor vægt på, at alle elever føler sig trygge, set og hørt, og at der er plads til både udvikling og danseglæde — uanset niveau. Hendes mål er at skabe timer, hvor der både er plads til dem, der ønsker at dygtiggøre sig, og dem der blot vil nyde dansen og fællesskabet – eller begge dele.

Hun tror på, at udvikling sker bedst i et positivt og støttende miljø, hvor man både kan udfordre sig selv og have det sjovt.

Sophie underviser hver torsdag i Stenløse.

Gitte Friis Vinther

Underviser

Gitte har danset siden hun var 2 år gammel på Pejsegården hvor hun blev undervist af Britt Bendixen og hendes moster Lene Løvendahl.

Gitte bor til dagligt med sin mand og 2 piger i Ølstykke.

Hun har gået til Step, Hip Hop, Jitterbug, Jazzballet, Showdance, Lambada men hendes passion var i Sportsdans (Latin og Standard danse) hvor det blev til adskilligere Danske og Nordiske mesterskaber.

Gitte har undervist I Zumba Fitness i 14 år, og elsker at undervise da dansen og musikken giver hende stor glæde.

I år vil hun undervise i Funky mamas hvor der fri mulighed til at svinge hofterne, synge med til nye sange i radioen og sved på panden.

“Dansen for mig giver mig en stor glæde, og jeg vil gøre mit for at mine elever vil få den samme glæde som jeg får. Selv på de dage hvor der er det manglende overskud”.

Gitte underviser hver mandag i Stenløse.

Maria Voigt Pedersen

Underviser

Maria har danset siden hun var helt lille, og er uddannet hos Hotstepper. Hun underviser i girly hiphop og pop commercial hos DCT DANS.

Maria har deltaget i flere Danmarksmesterskaber i både hip hop, disco, jitterbug og Rock & Roll.

Til dagligt går Maria på HF og er selv en aktiv danser i sin fritid.

Maria elsker at undervise, og går op i at lære fra sig, samtidig med at have det sjovt. Marias elever går altid fra timen, med et smil på læben.

Maria underviser hver tirsdag i Stenløse fra januar 2027.

Emilie Hornhof

Underviser

Emilie er 20 år og er ny instruktør hos DCT DANS i Hvidovre. Hun arbejder til dagligt i demenscenteret Pilehuset.

Hun har danset siden hun var 5 år og har erfaring indenfor næsten alle stilarter. Hun har selv konkurreret samt vundet i både hiphop og standard/latin turneringer. Dog har hiphop altid har været favoritstilarten at udfolde sig i.

Hun har en ungdomsdanseuddannelse fra Gaardbodans i 19/20, samt trænet tæt med nogle af Danmarks største dansenavne. Hun har været i Royal Arena med Jada (2022), i X-factor liveshow (2024), på scenen til ClubAwards (2025) og på scenen med Rune Rask (2026).

“Det vigtigste ved dans for mig er uden tvivl at man synes det er sjovt. En god danser for mig er ikke en der laver alle trin uden fejl, men derimod en danser som man kan se giver personlighed og virkelig nyder at danse. Mig fokus når jeg skal undervise er at der skal være en god energi i lokalet, altså at vi danser med hinanden og ikke imod hinanden”.

Emilie underviser hver tirsdag i Hvidovre.

Ida-Marie Kjeldsen

Underviser

Ida-Marie underviser vores pardanshold for voksne.

Til dagligt er hun kontorelev i Stelling og derudover arbejder hun også som hjælpepige på DCT’s børnehold om mandagen.

Hun har danset pardans i 16 år, hvor de sidste 8 var på eliteniveau.

Ida-Marie er blevet undervist i mange af årene af Britt Bendixen, og så har hun vundet flere Danmarks- og Nordiske mesterskaber.

Hun går meget op i at give en god oplevelse for vores par, og har stor fokus på at man skal have det sjovt, samtidig med at gå derfra med en følelse af at have lært noget nyt, uanset ens niveau.

Ida-Marie underviser hver mandag og onsdag i Stenløse.

Julie Abel

Underviser

Julie har levet af at undervise i 30 år. 
Hun har danset flere forskellige stilarter siden hun var 5 år, som standard & latin, rock ń roll, disco, jazz, show og hiphop.
Julie har haft sin egen danseskole i Viborg i 15 år.
 
“Min store passion er at finde talenter og udvikle dem. I min tid som træner har jeg været heldig at opleve elever som har vundet EM og sølv til VM et par gange i disco”.
 
Jeg elsker også at være kreativ i show, vundet DM i produktion 3 gange.
Dans har været hele mit liv, og jeg slipper det aldrig.
Jeg har taget en 3 årig danseuddannelse samt dommeruddannelsen.
 
Jeg går op i udvikling, at danserne dygtiggør sig samtidig med vi har det sjovt.
Jeg nyder dans på alle niveauer uanset om det er begynder eller elite hold”.

Julie underviser hver mandag i Hvidovre og hver torsdag i Stenløse.

Celina Frederikke Poulsen

Underviser

Celina er en erfaren og engageret danselærer med mere end 9 års undervisningserfaring og en livslang passion for dans.  

Hun er uddannet danselærer og dommer gennem DDD og har samtidig en stærk pædagogisk baggrund med arbejde som lærer.  

Celina specialiserer sig i hiphop, disco og moderne dans og har gennem flere år arbejdet intensivt med konkurrencehold, small groups og formationer. Hun har selv opnået topplaceringer ved både danske og internationale konkurrencer, herunder finaler ved EM og VM.  

Med en positiv, udadvendt og målrettet tilgang skaber hun et trygt og motiverende læringsmiljø, hvor både udvikling, disciplin og danseglæde er i fokus.

Celina underviser hver tirsdag og torsdag i Stenløse.

Asta Ulrich

Underviser

Asta er ny instruktør hos DCT og har danset, siden hun var 9 år. Hun har selv gået på danseskolen siden den åbnede og har gennem årene prøvet kræfter med mange stilarter, herunder showdance, disco, moderne og hiphop. Asta har også i flere år været en yderst vellidt assistent.

Asta er stadig aktiv danser, og elsker at udvikle sig. Hun er også konkurrencedanser og har vundet både Danmarks- og Sjællandsmesterskaber i showdance og moderne.

For hende betyder det meget, at dansesalen er et sted, hvor man tør være sig selv og bare nyde at danse.

“For mig er det rigtig vigtigt, at dansesalen er et trygt rum, hvor man kan få lov til at udfolde sig, og hvor der er plads til alle.”

Det er netop det rum, Asta gerne vil skabe som underviser. Et sted, hvor man kan være sig selv, have det sjovt og udvikle sig i sit eget tempo. Men vigtigst af alt glæder hun sig til at dele sin kæmpe kærlighed for dans, med hendes elever.

Asta underviser hver mandag og søndag i Stenløse.

Ida Hartvig

Underviser

Ida er ny instruktør hos DCT Dans. Udover sit arbejde som danselærer arbejder hun også som pædagogmedhjælper i en vuggestue, hvor hun dagligt er omgivet af børn.
Ida har danset siden hun var 2 år og har været aktiv konkurrencedanser siden hun var 9 år. Hun konkurrerer stadig selv og brænder for hele tiden at udvikle sig som danser, så hun kan give sin viden og erfaring videre til sine elever.
 
Selvom Ida er ung, har hun stor erfaring. Hun har været assistent siden hun var 12 år og haft sine egne hold siden hun var 15 år, hvilket har givet hende en stærk forståelse for undervisning og udvikling af elever på forskellige niveauer.
 
Hun elsker at arbejde med børn og lægger stor vægt på at skabe et trygt og sjovt miljø, hvor der samtidig er fokus på læring og udvikling. For Ida er det vigtigste at se sine elever udvikle sig, blive bedre og samtidig have det sjovt.
 
Ida underviser hver mandag og onsdag i Stenløse.

Lisa Ludvigsen

Underviser

Lisa har danset siden hun var 3 år gammel. Som ung var hun en aktiv konkurrencedanser og vandt flere Danmarksmesterskaber, og siden har hun udforsket alt fra West Coast Swing og hip hop til moderne dans.
 
Lisa er uddannet fra Scene indgangen og Iwanson, og har derudover en uddannelse som bevægelsespædagog. Hun har arbejdet som professionel entertainer i både indland og Udland, og efter hjemkomsten til Danmark dansede hun for Black Circus Cabaret.
 
Med over 15 års erfaring som underviser ved Lisa, at dans handler om mere end trin og teknik. Det vigtigste for hende er, at hver enkelt elev går fra timen med følelsen af at have givet det hele og lagt det hele på dansegulvet.
 
“Det er en kæmpe gave som underviser at se sine elever udvikle sig. Det er derfor jeg gør det.”
 
Lisa underviser hver mandag og torsdag i Stenløse.

Selma Dahl

Underviser

Selma har altid elsket at danse. Hun har tidligere gået hos DCT DANS til moderne/contemporary og showdance formation. Derudover har hun været assistent for Amalie.

Selma er uddannet danser, fra Danseuddannelsen by Sara Gaardbo. Her har hun lært om teknikken bag dans samt en masse forskellige stilarter som House, hiphop, jazz, contemporary, mm.

Det vigtigste for Selma som underviser er, at skabe et sjovt og trygt rum, hvor alle tør at være dem selv. Selma lægger stor vægt i sin undervisning, på både personlig udvikling, samt at det skal være sjovt. Det er vigtigt for hende, at man går ud af dansesalen med et smil på læben.

Selma underviser hver tirsdag i Stenløse frem t.o.m. december 2026.

Camille Hansen

Underviser

Camille er 22 år og bor på Amager, hvor hun har danset siden hun var 3 år. Hun har undervist siden hun var 15 år, og begyndte at undervise i bl.a. showdans, commercial, moderne dans og heels. 

Camille har været konkurrencedanser i mange år med flere mesterskaber bag sig, og har ofte søgt ny viden og inspiration på workshops og dansetimer i både DK og udland. I dag ligger hendes største interesse i at koreografere og give danseglæden videre til sine elever.

I 2024 kom hendes showhold på en 1. plads ved en stor dansekonkurrence (Cph Open) og – efter en sæsonpause med sabbatårs-rejser – for nylig en tæt 2. plads i sæson 2026.

Selvom resultater kan være en god motivationsfaktor, er det vigtigste for Camille hendes konkurrenceelevers personlige udvikling og tilgang til dansen – en dårlig “runde” eller placering er derfor ikke lig med nederlag i hendes øjne, tværtimod.

Til sommer forventer Camille at skulle starte fysioterapeutstudie, og håber at kunne bidrage endnu mere til hendes elevers udvikling igennem det.

Camille glæder sig til at være kreativ sammen med en masse dygtige dansere i Stenløse.

Camille underviser hver onsdag i Stenløse.

Lærke Schackinger

Underviser

Lærke er 18 år og har danset siden hun var 3 år gammel og har stiftet bekendtskab med flere forskellige stilarter igennem årene som f.eks. hiphop, disco, girly, moderne, heels og Commercial. Lærke har også danset i forskellige TV-shows for TV2.

Dansen har altid været et frirum og et sted hvor der har været plads til udvikling, tryghed og sammenhold, hvilket hun gerne vil føre videre i hendes undervisning. Lærke elsker at se folk udvikle sig og se at hårdt arbejde giver pote.

Lærke er tidligere konkurrence danser og ved at disciplin er nøglen til succes, men derfor skal der selvfølgelig altid være plads til grin og god stemning. Som danser ved Lærke hvor meget det betyder med en træner der er omsorgsfuld, hjælpsom, opbakkende og altid står klar med et kram.

Lærke underviser hver onsdag og fredag i Stenløse.

Ib Bjergvang

Underviser

Ib er 59 år og har en baggrund som elitedanser fra sine unge år. Dansen blev dog lagt på hylden i teenageårene, men efter en “kort” pause på næsten 30 år fandt han tilbage til passionen – denne gang sammen med sin kone, Henriette. I 2020 kulminerede deres fælles danseeventyr med en titel som Nordiske Mestre i seniorrækken 50+.

Ib bor i Roskilde med sin familie og er far til fire voksne børn og bedstefar til fire skønne børnebørn. Til daglig arbejder han som koordinator i familievirksomheden Awilco i Lille Skensved.

Med mere end 14 års erfaring som underviser i både standard- og latindans formår Ib at kombinere teknik, musikalitet og danseglæde på en inspirerende måde.

“Dans handler for mig om udvikling, indsigt og forståelse – både af mig selv og min partner. Det skal først og fremmest være sjovt at danse, men det gør ikke noget, hvis det også ser godt ud”.

Ibs timer er der højt til loftet og plads til både grin og fordybelse, mens han trygt guider jer gennem både trin, teknik og udtryk.

Ib underviser hver mandag og onsdag i Stenløse.

Malou Sommer

Underviser

Malou har danset siden hun var 3 år og har altid haft en stor kærlighed til dansen.
Malou har erfaring i mange stilarter heriblandt ballet, hiphop, morderne, showdance, jazz, girly, disco og slow, selvom hun elsker alt dans, så har hun en ekstra stor kærlighed for ballet, moderne og showdance som også er det hun underviser i.
Malou danser selv hos DCT, hvor hun også har været danseassistent på et ballethold sammen med Laura Esmark. Malou har i flere år været med i ”Projekt Danse Drømme” hvor hun har haft mulighed for danse på Det Kongelige Teater.
Som konkurrencedanser har Malou opnået flotte resultater, og er blevet sjællandsmester i både ballet og moderne.
I sine timer lægger Malou stor vægt på at eleverne føler sig trygge og får noget ud af undervisningen, hun elsker at arbejde med det tekniske, samt at dygtiggøre sine elever.
 
”For mig er det vigtigt at dansesalen er et sted hvor der er plads til at lave fejl, grine og være sig selv og det skal være et sted hvor der er plads til alle.”
 
Hun er smilende og engageret, hun ønsker at skabe et rum hvor der er fokus på udvikling og danseglæde. Det er vigtigt for Malou eleverne går fra hendes timer med et smil og har haft en god oplevelse og glæder sig til at komme igen.
Malou arbejder hele tiden på at udvikle og dygtiggøre sig som danser. Hun brænder for at kunne give sin egen danseglæde og passion videre til sine elever.
 
Malou underviser hver tirsdag i Stenløse.

Nova Rosendal

Underviser

Nova er en passioneret og dedikeret danser, som har danset siden hun var 8 år gammel. Hun har igennem tiden opbygget en god og stabil erfaring inden for både træning, konkurrencer og shows. 

I sin undervisning brænder hun for at skabe et godt miljø, en god stemning i dansesalen, og et trygt og stærkt fællesskab på holdet.

Nova har igennem tiden deltaget ved blandt andet SM, DM, og VM og opnået flotte resultater, heriblandt en 4. plads i solo til EM.
Hun danser en bred vifte af stilarter som hiphop, girly, commercial, house, popping og mange flere. Hun er stadigvæk selv aktiv danser, og nyder at være dedikeret og lære nyt gennem timer hos forskellige profesionelle undervisere og dansestudier.
 
Nova har også erfaring fra større produktioner. Hun har danset i Operaen i forbindelse med TV2 optagelser og medvirket i en kommende spillefilm for Nordisk Film, som hun synes har været super sjovt og en fed måde at kunne udtrykke sin dans på.
Hun elsker at lære fra sig og at hjælpe sine elever med at udvikle sig til en stærkere danser og ikke mindst, at have det super sjovt og finde glæden i at danse og bevæge sig.
 
Nova underviser hver onsdag i Stenløse

Julie Paludan-Müller

Underviser

Julie har været assistent for både Simone, Yasmin og Amalie gennem de sidste år og går selv på flere hold hos DCT DANS, hvor hun elsker at udvikle sig både i og gennem dansen.

Lige så meget som hun elsker selv at udvikle sig, elsker hun at se andre gøre det og hjælpe dem med det, ved at dele sin danseglæde og lære fra sig. Det er derfor vigtigt for Julie at hjælpe hendes kommende elever med at udvikle sig i dansen såvel som i fællesskabet, der skabes i dansesalen.

Hun ønsker at skabe et rum, hvor det både er trygt at lære, trygt at have det sjovt, trygt at stille spørgsmål og trygt at lave fejl og Julie er altid klar til at give et kram eller to, hvis der er brug for det.

Julie vil fungere som vikar i sæson 2026/2027 i Stenløse og Hvidovre

Ønsker du en gratis prøvetime,
inden du tilmelder dig?

Hos DCT DANS kan du altid få en gratis prøvetime, på alle vores hold. Vi anbefaler dog at melde sig ind på holdet, hvor de første 4 dansegange fungerer som “prøvegange”, hvor man kan afprøve dansen, og altid få refunderet det resterende kontingent, hvis man ønsker at udmelde sig.